Helt ind under huden

Jeg vil her dele et brev jeg har haft skrevet til min ekskæreste, da vi var ca. 6,5 mdr. inde i forholdet. Vi er taget til Filippinerne, hvor vi skal være på ferie i 2 mdr og her er vi lidt under halvvejs i rejsen…

Jeg er utrolig sårbar her og forsøger at skabe nogle grænser for mig selv, samt kæmpe med næp og klør for et forhold jeg af hele mit hjerte troede på..

Når jeg selv læser brevet nu, bliver jeg helt ked af det, da jeg virkelig kan mærke min kamp og sårbarhed, samt en ked af det hed over ikke at blive set.. Det gør ondt at se tilbage på en kamp jeg umuligt kunne vinde, men det gør godt at vide at JEG kæmpede for det jeg troede på.. Det kan være skræmmende at se sider af sig selv, hvor man nærmest ligger sig ned og tigger om kærlighed, forståelse og respekt –  Jeg vil jo i virkeligheden bare elskes for den jeg er og for det jeg kan tilbyde og jeg har SÅ meget kærlighed at give!!

 

Skrevet i januar 2014

En voksende knude i maven…. Jeg kæmper på min måde…

Respektere du mig?

Jeg oplever ikke der er respekt omkring min ”bagage” f.eks. de ar på sjælen jeg har med hvor galt det kan gå, når man kører galt… Jeg får ondt i maven ved tanken om hvis der skulle ske dig noget og denne frygt er på ingen måde ubegrundet. Jeg synes ikke det er rimeligt, at denne frygt bliver rodet sammen med de andre lidt mere dumme ting, hvor frygten er ubegrundet. Jeg ønsker blot at der er respekt omkring hvordan jeg har det og jeg skal være ærlig og indrømme, at det virker respektløst, med den viden du har omkring min oplevelse, som nok har sat sig som et traume, at sige, at hvis jeg nu bare står for min sikkerhed, så står du for din.. Jeg har oplevet at være der når det er gået galt, jeg har oplevet på min egen krop hvad det gør ved en at være vidne til… Din sikkerhed betyder SÅ meget for mig og det handler jo i bund og grund ikke om, at jeg ikke stoler på din kørsel…… Jeg er bange! Bange for at miste – miste DIG!

Mht. min ”frygt” for det mørke vand, højder osv. – ser du at jeg ofte overvinder mig selv? Jeg går over hængebroen, selvom den gør mig dårlig, jeg kommer ud til dig på det dybe vand – jeg overvinder en frygt, en frygt jeg ikke har bedt om at have, en frygt der er opstået og som jeg ikke kan slippe af med, en frygt der nok er kommet med alderen, da jeg nu har fundet ud af hvad det gør ved mig at miste………

 

Jeg er usikker på om jeg nu gør tingene godt nok, mit udseende og på hvordan det skal gå. Da du fortæller mig, efter en lang pause af stilhed, at du ikke har lyst til mig mere, rammer du noget så intimt, noget så ømt, noget så sårbart, at det faktisk er en decideret ondskabsfuld udmelding! Jeg kan blive i tvivl om du respektere mig? Jeg kunne ALDRIG drømme om at sige det til dig på den måde – ærlighed frem for alt, ja til en vis grænse, jeg vil nok mene respekt frem for alt!

Efter at den udmelding så er sluppet ud af skabet og jeg får af vide meget konkret, hvordan du gerne ville have haft det, får jeg samtidig at vide, at jeg ikke kan gøre noget, at jeg bare skal vente på at den lyst skal komme igen, det var noget jeg skulle have gjort for 1 måned siden – WTF ?

Vi går forbi hinanden og forstår ikke hinandens signaler – prøv at sætte dig ind i den tanke, at hver gang du har klappet mig i rumpen, har rørt mine bryster og jeg det samme med dig – hver gang det har udviklet sig til at jeg krammer og kysser dig, har været et forsøg på at det skal udvikle sig, men at det bliver til en afvisning – HVER gang. Jeg ved godt det ikke er det (nu), men prøv at sætte dig ind i, hvor svært det er at overfalde dig, når jeg så ofte oplever en afvisning og det er så sårbart og ømt. Det er jo netop noget du ved jeg arbejder med at udtrykke, fordi vi har snakket om det før… Du mener det er dig der har ”båret” vores sexliv.. Ja du har gjort mere, men for pokker, Rom blev ikke bygget på en dag… Det tager tid og jeg prøver jo, hvilket bare ikke bliver opsporet og/eller er nok for dig – og hvor efterlader det os?

Respekter og stol på mig nok til at vide, at det tager tid og at når jeg siger at jeg prøver, så er det min opfattelse af, at det gør jeg – jeg lytter og tager imod, men vi har bare forskellige opfattelser af hvordan det formidles ud. Så nu beder jeg dig, hjælp mig ved ikke at slå ned som en høg på problemet, men ved at guide mig, før mine hænder, brug dine ord, vær konkret – ikke bagefter, gør det imens… Fortæl mig hvad du vil have og hvordan – også selvom det er åbenlyst. Fortæl mig at du synes det er rart det jeg gør og hvis jeg skal gøre det anderledes, så guid mig – på den måde vil jeg lære hvad du gerne vil have og hvordan, min lyst fejler nemlig ikke noget og på den måde vil jeg få opbygget en selvtillid, hvor jeg også vil kunne give mere af mig selv. Vi ved jo begge, at du er bedre til at vise vej og jeg kan mærke hvordan det gør mig mere modig, der er bare stadigvæk langt fra tanke til handling, men hav tålmodighed – jeg er sikker på, at det vil blive til din/vores fordel i sidste ende. Imens, ikke efter! – i hvert fald ikke kun efter…

 

Behovet for at vi snakker mere. Det vil jeg gerne imødekomme.

Her har jeg brug for at du giver mig plads til at udtrykke mig. At det ikke skal være et irritationsmoment, at jeg tager længere tid om at danne sætningerne, at det er okay at jeg kan komme til at græde, at det er okay at snuble over ordene, at jeg ikke altid skal argumentere for tingene, at du bare lytter. Respekter min måde at være i kommunikationen på.

Behov for at snakke på mine præmisser – jeg oplever at der lige nu er en uligevægt og at det ofte er på dine præmisser. Jeg får en masse ting af vide som jeg skal forholde mig til og det tager tid for mig at få vendt inde i hovedet. Når jeg så har brug for at snakke oplever jeg ofte en fnysen, ”for nu må det da snart være nok” eller ”jeg gider ikke at høre om det”.. Når jeg giver los, så er det måske en dum idé, at det skal vente til i morgen..

 

Vi ved begge godt at forskellen på mænd og kvinder er, at vi som kvinder kan udtrykke et behov f.eks. i form af sult og at manden opfatter det som noget han skal tage sig af – det er en ting vi ikke selv er herre over, jeg skal nok arbejde med at udtrykke færre behov, som ikke er meningen at du skal tage dig af og jeg har brug for at du ikke altid opfatter det som noget jeg har brug for at du løser.

Min stilhed – jeg ved ikke hvorfor den er der, men jeg tror en del af det er, at jeg tænker rigtig meget. Jeg har ofte oplevet hvordan simple uskyldige spørgsmål bliver fejlfortolket, så jeg prøver nok på at analysere situationen og fremproducere det ”perfekte” spørgsmål/sætning, men problemet er jo bare, at sådan en findes ikke… Er det for meget at bede om din hjælp? – ikke til at konstatere at stilheden er opstået, men at snakke til/med mig, også selvom jeg er pisse irriterende.

At få at vide, at det man har at sige kan vente – til hvornår? Hvornår er det okay at tage snakken som i forvejen er svær at starte på? Når man endelig åbner op for sluserne, men ikke få en forløsning, skaber knuder og endnu flere spørgsmål. Når man er i overskud siger du, jamen der er vi jo netop optaget og vil helst ikke forstyrres og hvis man ”forstyrre”, så er vi tilbage ved starten ”er det ikke noget der kan vente?” ”hvorfor her?” ”hvorfor nu?”…

Min stilhed er måske også et udtryk for min usikkerhed – jeg vil ikke mene jeg er decideret konfliktsky, men ofte vælger jeg ikke at adressere et problem, da jeg ved at jeg kort tid efter har glemt alt om det, fordi vi enten griner eller har et øjeblik sammen, der for mig visker alt andet væk. Ting som jeg så er nødt til at forholde mig til, når jeg bliver bombaderet (min oplevelse) med de utallige ting der måtte være i vejen. Jeg er godt klar over at jeg ikke er uduelig til alt, men når det er ”fejl og mangler” der bliver talt om, kan det være svært i situationen at hæve sig selv op og indtage holdningen ”Hey, jeg er fandme god nok!”

Hvad med din stilhed? Oplever ofte at jeg spørger dig om noget, men hvor du ikke svare eller reagere. Jeg ved godt jeg kan spørge om dumme ting, men jeg beder dig ikke at forholde dig til det i den grad hvor at du skal undersøge noget du ikke ved, men jeg beder dig forholde dig til dem med et svar. Din usagte irritation på mig går helt ind under huden på mig og jeg synes det er svært at navigere i og bliver ofte en kilde til min stilhed. Jeg skal arbejde på at tænke før jeg taler, I know og er i ”working proces”..

 

Du fortæller mig om en følelse af at gå på æggeskaller omkring mig – hvad bunder den i og hvad indebære den?

Jeg har en følelse af at gå på æggeskaller omkring dig og den bunder i din måde at slå ned på ting. Det er min måde at være på, mine utallige spørgsmål, at jeg snakker, at jeg ikke snakker osv. Også på de ømtålelige og sårbare punkter. Du er f.eks. ikke bleg for at fortælle mig hvor mit ansvar ligger i henhold til min overvægt (hvilket jeg er enig i). Det kan være overvældende at skulle høre på ting man er så sårbar omkring og blive konfronteret med eget ansvar og at dit syn på sagen er det samme som mit (at der ER et problem med min vægt).. Jeg er ikke uenig i at høre sandheden, men vid at det er sårbart – så sårbart at det er ødelæggende for min selvtillid at opleve irritation og kulde på min usikkerhed , men at det kan være rart og motiverende at der følger omsorg og opmuntrende ord med konfrontationen.

En sidste ting – jeg har brug for at vide hvordan DU har det med min sygdom, hvordan din forståelse af sygdommen er…

Det er min strategi for hvordan VI kommer videre… en strategi med mulighed for tilføjelser og ændringer.. en strategi der bygger på en fælles indsats…

Annes livshistorie kort fortalt…

Hej

Mit navn er Anne og jeg er den yngste ud af en søskendeflok på 4, hvor der er 8, 10 og 12 års forskel på mig og mine 3 søskende. Den ældste af mine søskende er en bror, dernæst en bror mere og så en søster.

Vi har alle samme forældre og vi er vidt forskellige som individer og så ligner vi egentlig ikke hinanden specielt meget.

Jeg har i min opvækst været meget mig og mine veninder, hvor jeg har gået i klub og tilbragt meget tid der, da mine forældre altid har arbejdet på fuldtid. I mine spæde år har vi flyttet en del, men da jeg er 7 flytter vi til Vejle og det er dér jeg har mine barndomsminder fra og det er der jeg har min tilknytning – min familien bor der endnu.

Da jeg er mellem 10-11 år, kører min storesøster galt med sin daværende kæreste og de er tæt på at miste livet. De brækker ryggen og der skal en del genoptræning til. Ca. en måned inde i det forløb med min søster, bliver min ældste storebror stukket ned og ligeledes opstår en situation, hvor jeg kunne have mistet en søskende.

Heldigvis kom både min søster og bror sig.

Som 14 årig bliver jeg først moster og dernæst faster. Jeg er hurtigt en del af børnepasning for min søsters barn, en dejlig lille pige. Mine brødres børn ser jeg ikke specielt meget til, da den ene på det tidspunkt bor længere væk og den anden vel bare nyder familielivet inde for egne 4 vægge. Er sidenhen blevet moster og faster til i alt 7 stk :)

Som 15, knap 16 årig bliver mine forældre skilt, da min far har fundet en anden kvinde. Valget af kvinde, samt det der over tid sker med min far (i forhold til sin involvering i os børn), har desværre den betydning at han den dag i dag ingen kontakt har til sine børn eller børnebørn og ikke har haft den i omkring 7 -8 år.

Min mors og mit forhold kommer på en gevaldig prøve i forbindelse med skilsmissen, da jeg oplever en mor der ikke er til at holde ud at være i nærheden af i form af bitterhed, vrede og urimeligheder og hun står med oplevelsen af en umulig teenager der ville styre hende, hvor hun har prøvet ALT, men intet virker (min mors egne ord).

Disse år har store konsekvenser for min mors og mit forhold og det kræver noget af os begge når vi skal være sammen over længere perioder, grundet kemien og de misforståelser der let opstår.

Det skal dog siges, at jeg gerne yder denne indsats med min mor og jeg vil IKKE undvære hende for nogen pris!!

Jeg oplever kærligheden første gang, da jeg er omkring de 16 år og forholdet holder i 1,5 år. Det stopper da min daværende kæreste vælger stoffer og det vilde liv, hvilket jeg på ingen måde ville være en del af.

Jeg er single i knap 12 år, hvor jeg møder en mand der er 16 år ældre end mig og der står jeg med følelsen af virkeligt at have fundet min soul mate. Han overbeviser mig om, at vi to kun er skabt for hinanden og jeg springer i med begge ben og hele mit hjerte ind i forholdet. Vi har mødt hinanden på Grønland og sikke en romantisk historie vi ville have været, men forholdet kommer forholdsvis hurtigt i problemer og slutter definitivt efter et ret intenst 1,5 år.

 

Hvad angår uddannelse, så har jeg en bygningsmaler uddannelse bag mig (2002-2006) – jeg er malersvend i en ret kort periode og starter herefter op på pædagoguddannelsen, da det altid havde været min drøm (2007-2011). Efter endt uddannelse, rejser jeg til Grønland for at arbejde på et observations- og behandlingsbørnehjem i Nuuk. En fantastisk rejse på mange måder, dog bliver presset for hårdt for mig som nyuddannet, grundet ledelsesstilen og jeg tager hjem efter 2 år – et år før beregnet.

 

Her starter jeg endnu et nyt kapitel et fremmed sted, da jeg flytter sammen med den mand jeg har mødt få måneder før i Grønland. Jeg flytter til Sjælland i et kollektiv, hvor han boede.

Et par måneder efter hjemkomst bliver jeg pludseligt akut indlagt med store smerter i hele underlivet. Det skal vise sig, at jeg har en kronisk sygdom som hedder endometriose. Inden for 4 dage får jeg den besked, samt at jeg kan have vanskeligt ved at få børn og dette skal foregå via reagensglas. Jeg bliver opereret hvor jeg får tømt 2 store chokoladecyster – i alt 1,2 liter. En svær tid, hvor jeg skal samle tankerne omkring det at have sådan en sygdom, samt at jeg har svært ved at finde et job.

Jeg får arbejde på et behandlingshjem nær Ringsted og flytter i et hus der tilhører arbejdspladsen grundet knas i forholdet. Her oplever jeg mange op og ned ture både grundet de udfordringer der er på jobbet, samt forholdet og det igen at bo et sted hvor jeg intet netværk har.

 

I august 2015 bliver min mor syg og det viser sig at være ret alvorligt og det der efterhånden er en ret udbredt sygdom.. Hun har kræft, men ikke den type kræft der efterlader en masse håb, men en kræfttype der efterlader fortvivlelse med store op og nedture alt efter hvordan hun har det. Det ene øjeblik har jeg en mor der ”ikke er syg” og det næste øjeblik er hun ”døende”.. Det er kræft i bugspytkirtlen, som har bredt sig til leveren og når man som jeg og som min søster prøver at finde hoved og hale i hvad det betyder, så er denne diagnose ikke ligefrem den bedste, når man læser om det.. Heldigvis er der lige nu stilstand, hvor min mor passer sin kemo og har det godt. Spændende bliver det, når hun får svar på scanningen om hvordan kemoen har virket…

 

Så her er jeg, stadig i Ringsted området – 1,5 år efter opstart på jobbet, knap 1 år efter endt forhold og med endnu flere udfordringer og valg i vente… Bl.a. en nystartet blog, hvor jeg som nu først har givet et lille indblik i mit liv, hvor planen er at uddybe nogle af emnerne, samt skrive om hvad der ellers rør sig og dele tanker, frustrationer, glæder og sorger..

 

Mit liv kort fortalt…….